UGEAVISEN.COM

Et kæmpe udvalg i økologiske varer - Biotorvet.dk

ForsideGRÆNSEHANDELHOROSKOPERARTIKLERFORLYSTELSERSUND & RASKMAD MED MERE

Rødhalsen – en fyrig fætter
Af Ragna Christensen, OBSnatur

Mange kender rødhalsen, også kaldet rødkælken, som er let at genkende og ofte ses i vores haver. Brystet på fuglen er orangerødt, og øjnene er usædvanligt store for sådan en lille fugl. De store øjne gør den i stand til at se i svagt lys.

Rødhalsen er en særdeles territoriebevidst fugl. Den er meget aggressiv over for sine egne artsfæller, og tåler ikke andre af sin slags i sit område. ”Denne have er ikke stor nok til os begge,” kunne være rødhalsens motto! Hanner og hunner ligner hinanden meget, så en hidsig han kan godt komme til at jage en hun på flugt.

Selv uden for yngletiden holder den nidkært fast i sit erhvervede territorium – det er ikke så almindeligt blandt fugle. Så ser man rødhalse ved foderbrættet flere gange om dagen, kan man godt gå ud fra, at det er den samme. Den er bare vendt tilbage efter mere mad.

Rødhalsen yngler i næsten hele Danmark. Man regner med, at der yngler 285.000 par rødhalse her i landet. Men der er også mange, som bare er på visit. Mange af de små fugle som man kan nyde synet af i haverne, kommer fra de andre skandinaviske lande, og trækker gennem Danmark i april-maj og september-oktober. I milde vintre, sådan som i år, bliver mange rødhalse i Danmark vinteren over. Sætter det pludselig ind med hård frost, dør mange af dem.

Er der rødhals i din have? I Den store Vinterfugletælling, som varer indtil 25. februar, kan du være med til at tælle Danmarks fugle. Rødhalsen er bare én af de arter, som du kan få øje på. Andre fugle, som gerne kommer forbi foderbrættet eller brødkrummerne på altanen, er gråspurven, solsorten og den livlige musvit. På sitet obsnatur.dk kan du læse alt om tællingen, og om hvordan du deltager. Det eneste, der kræves, er adgang til Internettet og et par vågne øjne.

Den store Vinterfugletælling er et samarbejde mellem Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening og forlaget ConDidact. Læs mere på obsnatur.dk







hspace=0

hspace=0




Leveret af SetWeb

Ugeavisen • Skovvej 10 • 6520 Toftlund
Tlf. +45 74 83 22 42 • Fax +45 70 14 17 21 E-mail: