UGEAVISEN.COM

Et kæmpe udvalg i økologiske varer - Biotorvet.dk

ForsideGRÆNSEHANDELHOROSKOPERARTIKLERFORLYSTELSERSUND & RASKMAD MED MERE
Skolemaden skal være sund og lækker

Børn har brug for et godt og nærende måltid mad midt på dagen. Den rigtige skolemad giver sunde og mætte børn, der er i stand til at sidde stille og deltage i undervisningen. Fødevareminister Hans Chr. Schmidt og familie- og forbrugerminister Carina Christensen er enige om, at det kan betale sig at give skolemaden et løft.

Vi skal arbejde sammen om at give skolemaden et løft
Skolemad står højt på regeringens dagsorden.
"Der er brug for at løfte standarden. Overalt i landet vokser skolemadsordningerne som supplement til den medbragte madpakke. Nu er udfordringen af løfte kvaliteten, så skolemaden bliver sund, frisk, appetitlig og velsmagende. Alle skal være med til at løfte opgaven. Erhvervet skal udvikle nye spændende produkter, skolerne skal have måltidspolitik, eleverne skal involveres, og lærerne skal være med til at gøre frokostmåltidet til en god oplevelse. Vi skal have kokke og ernæringseksperter til at hjælpe på sidelinjen med at udvikle høj standard, så store og små elever får lyst til at vælge den sunde skolemad," siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

Fødevareministeriet iværksætter i tæt samspil med Familie- og Forbrugerministeriet og Undervisningsministeriet et nyt landsdækkende pilotprojekt om skolemad. Fødevareministeriet har afsat 16 mio. kroner til at give 15.000 børn skolemad i to måneder. Formålet er at afprøve og udvikle en række forskellige skolemadskoncepter. Erfaringerne skal samles og udbredes til skolerne, så det fremover bliver lettere at etablere forældrebetalte skolemadsordninger. Det skal alt sammen være med til at fremme sunde kostvaner blandt børn og unge. Desuden er der afsat 6 mio. kroner til evaluering og forskning i effekten og betydningen af skolemad.

Maden skal være sund og ernæringsrigtig
Den store udfordring er, at der mangler viden om, hvordan en madordning bedst kan stykkes sammen, mener familie- og forbrugerministeren:
"Vi ved, at det er forskelligt, hvad der gør en madordning spændende for børn i henholdsvis 1. klasse og 9. klasse.
 

 

Vi ved også, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem det at have en madordning og det at have fokus på ernæring. Det er altså ikke madordningen i sig selv, der giver den ændrede adfærd og fokus på sund kost. Derfor skal vi sikre os, at madordninger ikke ender som et alibi for at skolen har ”gjort sit” – ordningen skal suppleres med fokus på ernæring og sundhed i undervisningen," siger familie- og forbrugerminister Carina Christensen.

Børn er kvalitetsbevidste
Børn vil gerne have sund og lækker mad, og de er meget kvalitetsbevidste, viser en antropologisk undersøgelse af børn og mad i skolen. De vil have tid og hyggelige rammer omkring måltidet. Men der er stor forskel på elevernes ønsker på de forskellige klassetrin. Små børn vil helst have mors mad og mad at bytte med. Store frihedssøgende elever er ”lost in transition” mellem skole og hjem.

Målbare effekter
Når først den sunde skolemad er spist, så giver det målbar effekt. Foreløbige resultater af en ny undersøgelse fra Vejle Sygehus viser, at elever, der får skolemad, får bedre blodprocenter, større indhold af protein i blodet og et højere kreatinniveau, hvilket er udtryk for, at ens muskler er blevet stærkere.

Nye skolemads- produkter på vej
Fødevarevirksomheder og skolemadsleverandører som Frydenholm og 123 Skolemad er med støtte fra Fødevareministeriet i gang med at udvikle helt nye skolemadsprodukter i tæt samarbejde med kokke, ernæringseksperter, undervisere og forskere. Det sker som en del af innovationsprojektet Food+Lab, som har ambitioner om at skabe en internet-portal, hvor skolerne nemt kan finde sunde ernæringsrigtige skolemadsprodukter.

800 kroner pr. elev i tilskud til skolemad
Skolerne kan søge om tilskud på op til 800 kr. pr. elev til nye skolemadsordninger, som giver alle eleverne adgang til et frokostmåltid på skolen.

Skoler, der ønsker at deltage i ordningen, skal opfylde en række krav. Skolerne skal fx:

 

Have en mad- og måltidspolitik med mål for at etablere en sund skolemadsordning.
 Undersøge mulighederne for at fortsætte en forældrebetalt skolemadsordning efter projektperiodens afslutning.
Sikre at madordningen bliver ernæringsrigtig og sund og følger de otte kostråd.
Integrere madordningen i skolens dagligdag.
Inddrage eleverne i planlægning og gennemførelse af madordningen.
Gennemføre aktiviteter for alle aldersgrupper i relation til mad og sundhed.
Sørge for at der altid er en lærer eller andet pædagogisk personale til stede, når eleverne spiser skolemaden.

Vigtige datoer:
12. september - Ordningen træder i kraft. Lovgrundlag og ansøgningsmateriale kommer på hjemmesiden.
12. oktober - Sidste frist for at sende ansøgning om tilskud.
15. december - Fødevareministeriet giver besked om, hvem der har fået tilskud.
1. februar 2008 - Skolemadsordningerne starter.
31. december 2008 – Seneste dato for at afslutte skolemadsordningerne.

Ansøgningsmateriale
Du kan finde ansøgningsskema og vejledningsmateriale om ordningen på Direktoratet for FødevareErhvervs hjemmeside:
www.dffe.dk/Skolemad.

Alt Om Kost
Find de 8 kostråd, vejledning til etablering af kostpolitikker og madordninger i bl.a. skoler og fritidsordninger på
www.altomkost.dk.


Sund fornuft og kreativitet hænger ofte sammen med sund kost.







hspace=0

hspace=0




Leveret af SetWeb

Ugeavisen • Skovvej 10 • 6520 Toftlund
Tlf. +45 74 83 22 42 • Fax +45 70 14 17 21 E-mail: